Skibets historie
Skibets data
Skibets aptering
Kontakt

Skibets historie

Oliemaleri af Ejnar S. Olsen 1914

 

Skibet er bygget på Jens Olsens værft i Frederikshavn og søsat under navnet "Gratia" i 1903.

 

Det var sejlførende med en lille petroleumsdrevet hjælpemotor på 4 HK. Altså født uden et gennemboret stævnrør til skrueaksel. De første år var det beskæftiget med snurrevodsfiskeri. Motoren drev spillet og hjalp via en "cykelskrue" med fremdrift ved havnemanøvrer, samt i stille vejr, så fiskene ikke gik til i skibets dam. Allerede i 1908 fik skibet installeret en større 25 HK motor, men stadigvæk var sejlene det vigtigste fremdriftsmiddel.

 

Under flere ejerskifter har Bona Gratia været beskæftiget med snurrevodsfiskeri i Østersøen, Kattegat, og Nordsøen indtil 1959, hvorefter hun blev brugt til at trawle skidtfisk under navnet "Saigon".

 

I 1966 ophørte dens dage som erhvervsfisker da den blev solgt for 100 kr. til Kunstmaleren Poul Sejr Bækmark, der gav skibet dets nuværende navn "Bona Gratia". Hans planer om at gøre skibet til lystfartøj fik han ikke selv realiseret, men han fik da to år senere solgt Bona Gratia videre til værftsejeren i Rudkøbing for 500 kr.

 

Da stod hun som et gammelt udpillet skrog på bunden af Rudkøbing havn uden hverken motor eller master. Senere i 1968 blev skibet købt af to håndværkere fra Troense for 5000 kr. De fik indsat nye master efter oprindeligt forbillede og ombygningen til lystfartøj var begyndt.

 

Skibets nuværende ejere; "Kompagniet" overtog det i 1974, og færdiggjorde restaureringen.